4 kæmper i Århus
af Anders Bang-Kristensen, redaktør
Da Århus kom på det teologiske landkort
I dagens Danmark kan det somme tider være svært at forestille sig en forskergruppe, der rager op som meningsdannere og debattører, en lille gruppe forskere fra samme universitetsfakultet, der er fremme i spidsen af kultur- og samfundsdebatten. Særligt hvis det var med tro og etik som perspektiv, og hvis forskerne ovenikøbet var teologer. Det var ikke desto mindre hvad der skete i midten af det 20. århundrede i Århus. De fire Århus-teologer, som de blev kendt som, var en stærk stemme i samtiden, men endte faktisk også med fortsat at have relevans fremover her mere end 50 år efter de fire kæmper fra Århus blev verdenskendte i Danmark.
København har siden middelalderen været teologiens centrum i Danmark. Teologistudiet blev grundlagt sammen med Københavns Universitet i 1479 og var grundlaget for ikke bare åndsvidenskaberne, men det var selve grundstammen i Universitetet. Det ændrede sig i 1942, da teologi blev oprettet som et selvstændigt fakultet ved Århus Universitet. Optaget af studerende var ikke stort, men det gav til gengæld grobund for at tænke store tanker, diskutere og producere. Fra 1950 tegnede der sig et billede af fire professorer i teologi, som skulle markere sig i dansk åndsliv. Johannes Sløk (1916-2001), K.E. Løgstrup (1905-1981), P.G. Lindhardt (1910-1988) og Regin Prenter (1907-1990) markede sig i såvel teologi som idéhistorie og religionsfilosofi; de repræsenterede fire forskellige teologiske retninger og efterlod sig en enorm produktion.
Det evige liv er her og nu
P.G. Lindhardt og Regin Prenter bevægede sig fortrinsvis indenfor kirkens domæne. Prenter markerede sig med sin doktorafhandling Spiritus Creator (1946), som et væsentligt bidrag i forskningen om reformatoren Martin Luthers blik på helligånden, og den massive lærebog i dogmatik, Skabelse og genløsning (1955), hvor bl.a. skaberværket sættes i fokus, som udtryk for den gode Gud, og som blev et standardværk i faget. Men særligt Lindhardts arbejde resulterede i en lang række udgivelser om kirkehistorie og dogmatik, og derudover prædikensamlinger fra hans arbejde som hjælpepræst i Vor Frue Kirke. Hans kirkehistoriske studier drejede sig fortrinsvis om vækkelsesbevægelser, men mest opsigtsvækkende var det, da P.G. Lindhardt helt radikalt så at sige afskaffede det evige liv.
D. 14. september 1952 holdt P.G. Lindhardt et foredrag på Askov Højskole. Selvom Lindhardt måske ikke i øjeblikket oplevede det som noget særligt, sendte det chokbølger gennem det teologiske etablissement. I foredraget gør Lindhardt op med tidligere tiders, særligt det 19. århundredes, tro på, at fremtiden tilhører mennesket, at det gode venter derude efter livets grænse. Livet og ideerne var holdbare, også i mødet med døden. Den selvfølgelige forventning om sjælens udødelighed og tiltroen til at man skal møde sine elskede i efterlivet, hvis bare man opfører sig pænt i det jordlige liv, fremstiller han som et grænsende til naivt produkt af fortællingen om den tomme grav, som dog alligevel lægger mere an til kødets opstandelse.
”Troen på sjælens udødelighed er bare grækernes overtro, og troen på de kære gensyn i himlen, hvor Herrens venner skal mødes, er bare fromme fantasterier, som vi elsker at kæle for, fordi vi bilder os ind, at de er virkelig trøsterige, og vi er ikke langt fra at anse os for de ynkværdigste af alle mennesker, hvis vi ikke havde det håb at se hen til og synge ”tænk når engang”, som om fremtiden var vor.”
(Lindhardt, Det evige liv)
Harmen og den store teologiske debat, som opstod efter Lindhardts foredrag, grundede naturligvis i, at netop trøsten i visheden om et efterliv og mødet med ens mistede og savnede, var centralt i mange menneskers tro og ikke mindst barnetro. Men Lindhardt var ikke ude på at knuse folks barnetro eller frarøve håbet hos den troende.
For Lindhardt handler det om, at ”… den yderste dag, det er jo i dag, på denne vor hidtil sidste dag må evangeliet om opstandelsen kunne høres, om det skal høres.” (Lindhardt, Det evige liv). Fremtiden er ikke vores at kende, men er helt og holdent op til Gud. Derfor er et fremtidigt evigt liv ikke noget vi skal bekymre os om, men det evige liv starter nu, i dag, det evige liv er nu. Lindhardts perspektiv er ikke demontering af troen, men en opfordring til at leve livet og evangeliet nu.
”Opstandelsestroen siger om fremtiden kun det, at fremtiden er Guds, for hans er riget og magten og æren, så vi skal ikke bekymre os og beklage os, som vi jo måtte gøre, hvis vi havde en fremtid at bekymre os for (…) Men vi er blevet frie for at bekymre os og fritaget for at beklage os og frie til at vente alt godt af Gud, som han vil give det.”
(Lindhardt, Det evige liv)
Det evige liv handler om eksistensen på jorden nu. Som et produkt af modernitetens sekularisering og afmystificering, lyder det her ikke synderligt kontroversielt for postmoderne ører, men nærmest som et etisk kristent carpe diem. En opfordring til at være i nuet og overlade fremtiden til Gud. På den måde foregriber Lindhardt en nutidig værdireligiøsitet, hvor både ideer om helvede (Lindhardt tog også et opgør med helvede i bogen Helvedesstrategi (1958)) og opstandelse, fylder mindre.
De to store danske filosoffer
Med nutidige briller er det nok de sidste to af de fire Århus-teologer, der i eftertiden har gjort sig mest bemærket, og det er nok de to filosoffer, der stadig vil ringe en klokke hos de fleste lægfolk. Johannes Sløk og K.E. Løgstrup markerede sig begge, udover i teologien, indenfor for det nyoprettede fag Idéhistorie på Århus Universitet og i religionsfilosofi. Deres teologiske retninger var begge præget af et etisk perspektiv fremfor et metafysisk.
Johannes Sløk var inspireret af Søren Kierkegaard og de franske eksistentialister, og han anså eksistensen som absurd og i yderste konsekvens meningsløst. Ligesom Lindhardt tog Sløk også konsekvensen af moderniseringens sekularisering, og mente, at den fromme, gerningsretfærdige og traditionelle kristendom var nærmest latterlig, og hans religionsfilosofi var på den måde et opgør med religiøse sandheder. I stedet var Sløk blandt andet optaget af det religiøse sprog som det kommer til udtryk i myter, ritualer, hymner, bøn og så videre. Hvor moderniteten ser rationel tankegang som et opgør med det religiøse sprog, ser Sløk det religiøse sprog som forudsætningen for det rationelle. Det religiøse sprog peger ud over mennesket og kan ikke anskues objektivt, det er meningsdannende, en slags ursprog, der er udgangspunktet for at forstå og placere sig i verden.
”Det mytiske og det religiøse sprog er sproget i sin sandhedsetablerende og altså oprindelige funktion. Det taler på egen hånd, og selv når en eller anden, jeg, overtager det og taler det, er det alligevel ikke mig, der taler det, men det taler gennem mig. Jeg kan overtage det og tale det, men jeg kan ikke tage det i besiddelse som mit eget, hverken som udsiger eller tilhører.”
(Sløk, Det religiøse sprog)
Når det rationelle eller objektive sprog i det moderne samfund i stigende grad fortrænger det religiøse, bliver det grundlaget for spørgsmålet om eksistensens meningsløshed, fordi det rationelle sprog ikke på samme måde både peger indad og udover mennesket.
”Det er åbenbart et faktum, at det rationelle og det religiøse sprog nok kan have ord fælles, men at de aldrig taler om det samme.”
(Sløk, Det religiøse sprog)
Sløk var på den måde ikke fremmed fra sprogforståelsen hos Saussure, hvor der skelnes mellem sproget og ordet, og indholdet og det udtrykte, og hos den tidlige Wittgenstein, hvor det religiøse sprog kan betragtes som en sfære for sig.
Hvor Johannes Sløks blik på det religiøse var præget af en væsentlig del kynisme, så var K.E. Løgstrups blik på kristendommen anderledes mildt, og han udledte en etik på baggrund af Jesu forkyndelse og f.eks. Den Gyldne Regel (Du skal behandle andre, som du selv ønsker at blive behandlet). Han betragtes i dag som en af de store danske etikere. Løgstrup positionerede sig modsat Immanuel Kants kategoriske imperativ. Hvor Kants kategoriske imperativ er, ja, kategorisk, og fordrer en universel pligt for at opføre sig etisk, gør Løgstrup op med den regelrette moralisme og taler om en mere abstrakt etik. Løgstrup taler om spontane eller suveræne livsytringer, handlinger som barmhjertighed, kærlighed, tillid, etc., der er funderet i intuition, og som er baseret i en mere medmenneskelig erfaring end i en morallov konstrueret i det abstrakte. Når man i dag erklærer sig som etisk kristen ved at tilslutte sig f.eks. Den Gyldne Regel og næstekærligheden som en spontan handling, så er det fuldt i Løgstrups ånd.
Arven af Ord
Arven fra de fire Århus-teologer er selvfølgeligt et vægtigt tankegods, der på mange måder påvirkede åndsvidenskaberne i det 20. århundrede i Danmark og føres videre i dag på teologi i Århus. Men det er i særdeleshed også en arv på ord. Mange ord. Særligt P.G. Lindhardt, Johannes Sløk og K.E. Løgstrup efterlod sig store omfangsrige forfatterskaber. En væsentlig del K.E. Løgstrups forfatterskab kan i dag læses i den såkaldte Løgstrup Biblioteket-serie, og en stor del af både P.G. Lindhardt og Johannes Sløks forfatterskaber er digitaliseret hos os på forlaget Saga Danmark som led i vores retrodigitaliseringsprojekt. Her finder du både teologiske og filosofiske hovedværker som Det evige liv og Det religiøse sprog og Sløks omfangsrige filosofiske biografier om både Kierkegaard, Platon, Stoikerne og et hav af andre titler.
***
Du kan finde de ovennævnte titler og mange flere hos din foretrukne onlineforhandler, digitale bibliotek eller abonnementstjeneste for download eller streaming af indhold.
