| | |

Den norske westernhelt – Morgan Kane

af Anders Bang-Kristensen, redaktør

Der er langt fra Bæring i Oslo-regionen i det sydlige Norge til New Mexicos støvede vidder. Det er ikke desto mindre her westernhelten Morgan Kane bliver født ved pennen af en norsk bankmand, der skulle gå hen og blive en af Norges bedst sælgende forfattere. Navnet Kjell Hallbing (1934-2004) klingede ikke meget af revolvermand og kvindebedårer, så efter debuten under eget navn i 1961 med 2. verdenskrigsromanen Ubåt-kontakt, skrev han en række westernromaner under forskellige amerikansklydende pseudonymer. Fra 1965 blev bøgerne om Texas Ranger og senere U.S. Marshall Morgan Kane udgivet under pseudonymet Louis Masterson. Et navn, der emmer mindre af norske fjelde og langrend, og mere af kæderygende forfatter, der hamrer løs på en Remington, mens sydstatssolen står ind gennem skodderne i et støvet værelse i Louisiana.

Westernlitteraturen, som de fleste nok vil betegne som kiosk- og tankstationslitteratur, havde sin storhedstid i efterkrigstiden. John Fords banebrydende westernfilm placerede genren helt inde i midten af kulturen, ikke kun i hjemlandet USA, men også på det europæiske kontinent. John Waynes westernhelte passede til 1950’ernes mandeideal, og enhver dreng med respekt for sig selv havde et lille fort, hvor cowboy’dere og indianere kunne udspille endeløse kampe over Det nye land. Men da 60’ernes modkultur og krigstrætheden fra Vietnam sætter skub i nye bølger i Hollywood og litteraturen, sendes westerngenren på retræte. Et kulturskifte, der også portrætteres i Quentin Tarantinos Once Upon a Time in Hollywood fra 2019. Den konstant flydende flod af westernrelateret populærkultur fra moderlandet til Europa løb tør og efterlod et vakuum, som blev udfyldt af blandt andet de spansk-italiensk producerede Spaghettiwesterns. Og så selvfølgelig Louis Mastersons helt, Morgan Kane. For i Norge var tørsten efter westernbøger ikke slukket.

Kjell Hallbing alias Louis Masterson med en Morgan Kane-tegneserie (1973). Foto: Wikimedia Commons

Kjell Hallbing lod sin helt blive vidne til historien. Morgan Kane, født i 1855 i det vestlige USA og søn af irske immigranter, tager som 16-årig hævn over forældrenes drabsmand og dræber ham. Her starter karrieren som revovlermand, kavalarist, guldgraver, Texas Ranger, U.S. Marshall, præsidentiel bodyguard, ægtemand, enkemand, dusørjæger, drukkenbolt og outlaw. Gennem i alt 83 romaner udgivet i perioden fra 1966 til 1978 møder han en lang række af historiens kendte westernpersonligheder som Billy the Kid, Dalton-brødrene, Pancho Villa og Butch Cassidy og The Sundance Kid, og deltager i historiske begivenheder og slag som Battle of the Little Bighorn og invasionen af Cuba under Den spansk-amerikanske krig.

Først otte år efter det første bind om Morgan Kane udkommer, får Kjell Hallbing selv chancen for at se det rigtige Vesten, da han i 1973 rejser til USA. På det tidspunkt har han for længst udskiftet jakkesættet med cowboyhatten og skriver på fuld tid. Morgan Kane blev og er stadig norsk folkeeje, og Morgan Kane-bøgerne solgte 11 millioner eksemplarer alene i Norge, blev oversat til flere sprog og solgte over 20 millioner på verdensplan. I alt blev den norske bankmand Kjells litterære virke til 150 bøger, og måske var han dog alligevel selv lidt af en cowboy – ved hans død havde han nemlig en af Norges største private våbensamlinger.

Der findes 83 bøger i serien om Det Vilde Vestens store antihelt Morgan Kane. Kane er kun to uger gammel, da forældrene, som er immigranter fra Irland, bliver dræbt af indfødte i Santa Fe. Den tragiske hændelse bliver starten på Kanes stormfulde tilværelse som dusørjæger, Texas Ranger og siden U.S. Marshal. Nedenfor ses et udvalg af bøgerne.

Du kan finde titlerne hos din foretrukne onlineforhandler, digitale bibliotek eller abonnementstjeneste for download eller streaming af indhold. 

Lignende indlæg