|

Få kroppen i balance med Gotvedgymnastik

af Trine Wilhelmsen, redaktør

I samarbejde med Gotvedinstituttet har vi hos Saga Danmark retrodigitaliseret en række af den anerkendte og folkekære bevægelsespædagog Helle Gotveds bøger – herunder bl.a. bøgerne “Mit livs gymnastikhistorie”, “Hjemmegymnastik” og “Ha’ det godt”. Vi har desuden lavet podcastserien FÅ DET BEDRE MED GOTVEDGYMNASTIK, som består af 10 afsnit med guidede øvelser. Afsnittene har hvert sit fokus, og tilsammen rummer serien træning af hele kroppen fra top til tå.

Hjemmetræning i opdateret version

Mange husker Helle Gotveds guidede hjemmegymnastik ”Ha’ det bedre”, der gennem flere årtier blev sendt i radioen og fik masser af danskere op af sofaen og ud på gulvet. I denne podcastserie er det bevægelsespædagoger og nuværende ledere af Gotvedinstituttet Søren Ekman og Henriette Bolt, der leverer nutidig og effektiv træning for alle. Udgangspunktet er stadig Gotvedgymnastikken, der med sit fokus på kroppens naturlige bevægelsesmønstre giver ny energi til både din krop og din hjerne. Gotvedgymnastik består af enkle og gentagne bevægelser, som de fleste på tværs af alder og fysisk form kan udføre.

Bækkenbundstræning for begge køn

Centralt for Gotvedgymnastik er bækkenbunden og arbejdet med at gøre den velkoordineret og velfungerende. Derfor er to afsnit i serien dedikeret til dette område af kroppen. Et afsnit til kvinder og et afsnit til mænd. Rigtig mange både mænd og kvinder har udfordringer med bækkenbunden, og begge køn kan få styr på såvel inkontinens som sexliv med denne hjemmetræning.

I podcastserien “Få det bedre med Gotvedgymnastik” finder du følgende 10 afsnit, som alle kan lånes på eReolen:

  • Balance og træning
  • Bækkenbund for kvinder
  • Fra regnorm til anakonda – bækkenbund for mænd
  • Koordination og dans
  • Op fra kontorstolen
  • Puls og styrke
  • Stræk og afspænding
  • Styrk dine fødder
  • Træk vejret bedre
  • Træning og koordination

Helle Gotved (1912-2006) er en legende i dansk gymnastikhistorie, og hendes bevægelseslære, den såkaldte Gotvedgymnastik, har hjulpet mange mennesker til at få det bedre. Hun beskrev selv Gotvedgymnastikken som en tidløs undervisning i at fungere som menneske både i arbejde og hvile. Målet med gymnastikken er ikke at komme først eller blive perfekt, men at respektere kroppens natur og give den mulighed for at komme til udtryk. Øvelserne er udviklet med afsæt i solid viden om menneskekroppens anatomi, fysiologi og funktion, og derfor går Gotvedgymnastikken aldrig af mode.

Lignende indlæg