Essays – forstå dig selv gennem andres særheder

af Jeppe Mørch, redaktionschef

”Sommetider taaler min mave Radiser, sommetider ikke”.

Det franske renæssancemenneske Michel de Montaigne grundlagde essayet som genre tilbage i 1580 ved at vende kosmos og de religiøse doktriner ryggen for i stedet at fokusere på det helt nære; sin egen hverdag og krop beskrevet i utallige detaljer.

Siden da har essaygenren – denne undersøgende og causerende stilart – fascineret forfattere, læsere og litterater.

Logan Pearsall Smith, der levede fra 1865 til 1946, bar alle tre titler, og i den utroligt underholdende, lille bog Et besøg i Sevenoaks og andre essays udbasunerer han sin kærlighed til den litterære genre, der altså opstod i Frankrig under navnet ”essai”, der kan oversættes til ”afprøvning” eller ”afvejning”.

Et besøg i Sevenoaks og andre essays blev oprindeligt udgivet på dansk i 1949 i Mogens Knudsens oversættelse, og det er denne udgave, vi hos Saga Danmark har digitaliseret.

Pearsall Smith begynder naturligvis hos Montaigne, når han skal forsøge at forklare, hvorfor det hverdagslige kan have så stor litterær værdi, at der skrives bøger om, hvordan der skrives bøger om det. Den britiske essayist skildrer litteratur som en rus, men her er der ingen tømmermænd.

For man kan simpelthen ikke få for meget.

Essayet ”Montaigne” handler om forholdet mellem læsning og tid samt om finde sig selv gennem livet og bøger. Det dialektiske argument er, at det er muligt at opnå større livserfaring gennem bøger, og samtidig kan man forstå bøgerne bedre ved større livserfaring. Derfor bør man også læse de samme mesterværker med års mellemrum. Den bedste litteratur bliver visere, jo mere visdom vi selv erhverver.

Men har det overhovedet betydning for os i dag, om en fransk adelsmand til tider fik tynd mave af radiser for over 400 år siden?

Ja. For det synes som en overbevisende påstand, at vi netop kan lære os selv bedre at kende gennem en andens suggestive idiosynkrasier. Logan Pearsall Smith foreslår, at opbygning og opretholdelse af identitet udgør selve kernen i vores tilværelse, og gennem læsning udvides ens viden om det ydre og derigennem potentielt også hele ens indre verden.

I sin samtid blev Montaigne udsat for bastant kritik. Ordet ”egoist” blev sågar opfundet kun for at håne ham. Han insisterede på at skrive om sig selv, sine fejl og mangler; sin menneskelighed. I en tid, hvor den katolske kirke sad på magten og pegene, blev det betragtet som kættersk og uværdigt. Faktisk ulækkert.

Men Montaigne mente, at det altid går galt, når mennesket stræber efter at være en engel. Det bliver som oftest grimt og dyrisk i sin jagt på det hellige. Pearsall Smiths essay om Montaigne er skrevet ikke længe efter, at Darwin formulerede sin evolutionsteori, og han gør opmærksom på, at det nu skulle være endegyldigt bevist, at mennesket er tættere på aben end på englen.

Så fremfor at opføre sig flagellantisk og halse mod det umulige guddommelige, kan man i stedet forsøge at omfavne sig selv. Kend dig selv, skriver både Montaigne og Pearsall Smith. Stå ved dig selv. Undersøg og beskriv dine laster – og gerne dine særheder.

”Det Menneske, som ikke har lært sig selv at kende, er ikke Livets Herre, men dets Slave, han er Forskeren uden Kundskaber, Øvrighedspersonen uden Myndighed, og naar alt kommer omkring: Narren i Stykket,” som der står i Et besøg i Sevenoaks og andre essays.

Tanken giver endnu genklang. I den essayistiske Kierkegaards univers. En guide til geniet, forklarer teolog Johannes Sløk, at man bør vælge sig selv fuldt ud. Man skal ville sig selv, for ellers er man ikke sig selv. Joan Didion forfiner og uddyber samme argument mesterligt i essayet ”Om selvrespekt” fra bogen Slæber sig mod Betlehem.

Før dem var Ludvig Holberg direkte inspireret af Michel de Montaigne, da han skrev sine epistler.

Udover Montaigne giver Logan Pearsall Smith sig i kast med at beskrive Madame de Sévigné, aforismer, Proust og en læge, Thomas Fuller, der i 1700-tallet overleverede livsråd om stort og småt til sin søn i en tid før Gajol-pakker. I sidstnævnte essay kan man blandt andet læse ”Hold Øjnene vidtaabne før Ægteskabet og halvt lukkede bagefter” og ”Foretag Dig intet, naar Du er optændt af Lidenskab. Det er som at stikke til Søs i en Orkan.”

Et besøg i Sevenoaks og andre essays indeholder også en forudsigelse. Pearsall Smith skønner, at de selvudleverende elementer i litteraturen kun vil fylde mere i fremtiden. Han fik ret. Karl Ove Knausgård har som ingen anden beskæftiget sig med sig selv i sit forfatterskab. Selvudleveringen foregår primært i det autofiktive storværk Min kamp, der udgør seks bind, men også i to essaysamlinger går Knausgård helt tæt på det private.

I kyklopernes land kan man læse om, hvordan det er at besvime som kendt ansigt til et offentligt arrangement, mens teksten ”Den brune hale” fra bogen Sjælens Amerika giver læseren mulighed for at gå på toilettet med den store forfatter.

Apropos Montaignes radiser.